Sook-Hee er en simpel tyv, som hyres til at arbejde som tjenestepige for en ung, rig japaner. Planen er at snyde hende og frarøve hende alle de penge, hun har arvet efter sine forældre. Planen går som smurt, indtil der sker det som bare ikke må ske. Der kommer følelser i klemme.
The Handmaiden er instrueret af den fabelagtige sydkoreaner Park Chan-Wook, som har instrueret den ligeledes fabelagtige Oldboy og en række andre seværdige film. Med denne film tager Chan-Wook os med til 1930'erne i det japansk okkuperede Korea, hvor vi følger en gribende fortælling om et trekantsdrama mellem en tyv, som bliver tjenestepige, hendes medsammensvorne, som agerer rig greve, og den uskyldige japanske arving, som er deres offer.
Filmen er gribende fra første scene, og historien er skruet sammen på en måde, så den i små bider afslører mere og mere for os. Dog uden at fortælle det hele på en gang. Historien balancerer flot mellem filmens to poler, nemlig det sensuelle kærlighedsdrama, og det forkastelige svindleri.
Dette understreges flere gange undervejs igennem nogle meget grafiske og nærmest pornografiske sexscener, og nogle afskyelige erotiske læsninger. Det lyder måske mærkeligt, men det skal ses før det giver mening. På samme måde er karaktererne uhyggeligt skizofrene i deres udtryk. Det ene øjeblik uskyldige som lam, det næste sekund afskyeligt modbydelige og væmmelige. Denne dobbelthed holder virkelig historien i en stram snor, og drager hele tiden seeren ind i fortællingen.
Os i vesten er vant til at film med en bestemt struktur, bestemte pointer og konklusioner. Netop derfor er det også så vigtigt at få åbnet op for andre slags film. Stilmæssigt appellerer Park Chan-Wook's film i høj grad til de vestlige øjne, men historierne og strukturerne er helt anderledes. På den måde er hans film altid tilgængelige, men inderligt unikke i udtryk, tematik og morale.
The Handmaiden er ingen undtagelse. Filmens visuelle stil er i høj grad relaterbar for vestlige øjne, men filmens struktur og indhold er så fjernt fra noget, vi kender, som man nærmest kan komme. Specielt første og sidste del af filmen tager sig nogle kreative friheder, som man kun kan beundre. Dermed ikke sagt, at andet akt ikke er interessant, men den er måske bare mere konventionel uden at være det alt for meget.
Et lille minus for filmen er længden. Med sine to og en halv time, kan den virke lang i spyttet. Specielt hvis man ikke er vant til at se film på et asiatisk sprog, kan den føles lidt til den lange side. Skuespillet er også anderledes end vi normalt ser i vestlige film. Mere teatralsk, men virkelig effektivt for fortællingen.
Alt i alt er The Handmaiden et smukt og grænseoverskridende værk, som flot udforsker menneskets sensuelle og erotiske sider uden at skjule de afskyelige skyggesider, vi også besidder. Filmen er et helt særligt bekendtskab og en fornøjelse at se, hvis man trænger til at se noget helt anderledes.
