BlacKkKlansman er den utrolige, men sande historie om hvordan en sort politibetjent, i 1970'ernes tumulte Amerika, infiltrerede Ku Klux Klan. Spike Lees nyeste film havde premiere i går. Du kan se den i aften klokken 21.00 i Megascope.
I hovedrollen som den sorte betjent Ron Stallworth møder vi John David Washington. Hvis efternavnet lyder bekendt er det fordi han er søn af den berømte skuespiller Denzel Washington. Hvor nogen har svært ved at træde ud af sine forældres skygge, springer John David Washington ud af den. Han leverer en solid og velspillet karakter, som er helt sin egen.
John David Washington spiller overfor Adam Driver, kendt fra bla. Girls og Star Wars, som også spiller en betjent. Udover ham er der også Topher Grace, som nok bedst kendes fra hitserien That 70's Show. I BlacKkKlansman spiller han KKK Grand Wizard, David Duke.
Filmen, som tackler både racehad og voldsødelæggende magt, er instrueret af Spike Lee, som er kendt for The Inside Man fra 2006, samt Malcolm X fra 1992. Sjovt nok har sidstnævnte film, John David Washingtons far i den bærende rolle. BlacKkKlansman er Spike Lees bedste film siden Malcolm X, som pudsigt nok også er et biografisk drama om en vigtig historie for det sorte Amerika. Fornemmer man et mønster?
Visuelt er filmen en fornøjelse at se på, og selvom det er et biografisk portræt, er den ikke bange for at lege med format og udtryk. Den er også god til at stoppe op og lade dialogerne styre tempoet. Flere simple og dialogtunge scener får lov til at køre længere end normalt frem for at springe til næste plotpunkt eller actionsekvens. En sjælden fornøjelse for en film i 2018!
Foruden at være en visuel og fortælleteknisk fornøjelse er det også en overraskende sjov film, som får en til at grine uden at negligere den underliggende alvor og tyngde.
Sidst men ikke mindst er det en film med en skræmmende relevans i nutidens Amerika. Et faktum som filmen heller ikke er bleg for at bruge. Har man fulgt med i politik og optøjer i USA, vil man derfor flere gange fange diskrete hints, som refererer til vores tid. Alt sammen uden det påvirker filmens fortælling, og netop derfor er det så effektivt.
BlacKkKlansman er en visuel fornøjelse at se, en interessant rejse at tage med på og en velspillet - og skrevet – film. John David Washington og resten af holdet leverer til UG, hvilket er med til at gøre filmen til Spike Lees bedste film i 25 år. En af årets store filmoverraskelser!